De fleste, der forbereder sig på en krise, tænker først på udstyr: vand, lys, en radio. Det er også vigtigt (se 3-døgns-anbefalingen). Men den faktor, der oftest afgør, hvem der klarer sig godt igennem en krise — og hvem der ikke gør — er ikke i skabet. Den bor i opgangen.

Chicago, 1995: samme fattigdom, vidt forskellige dødstal

I juli 1995 kostede en hedebølge i Chicago 739 mennesker livet på en uge — flere end den store Chicago-brand i 1871. Sociologen Eric Klinenberg brugte årevis på at undersøge hvorfor, og skrev det op i Heat Wave: A Social Autopsy of Disaster in Chicago.

Det slående fund: to nabokvarterer med næsten identisk fattigdom, alderssammensætning og boligstandard havde vidt forskellige dødstal. Forskellen var ikke indkomst eller klimaanlæg — det var, om beboerne kendte og holdt øje med hinanden. I kvarterer, hvor naboer bankede på hos de ældre og alenegående, blev folk fundet i tide. I kvarterer uden den kontakt, blev de ikke. Klinenberg kaldte det en “social autopsi”: det var ikke kun varmen, der dræbte — det var isolationen.

Det gentager sig fra jordskælv til oversvømmelser

Det er ikke ét enkeltstående fund. Statskundskabsforskeren Daniel Aldrich sammenlignede genopretningen efter fire meget forskellige katastrofer — jordskælvet i Tokyo (1923), jordskælvet i Kobe (1995), tsunamien i Det Indiske Ocean (2004) og orkanen Katrina i New Orleans (2005) — i bogen Building Resilience: Social Capital in Post-Disaster Recovery. Konklusionen går igen hver gang: de områder, der havde flest sociale bånd mellem naboerne, kom sig hurtigst — hurtigere end de områder, der havde mere økonomisk hjælp eller bedre infrastruktur, men svagere naboskab.

Det er heller ikke gammel forskning. Et studie fra Texas A&M University, offentliggjort i 2025, undersøgte en oversvømmelse i Texas syv år efter, den ramte, og fandt en klar, statistisk sammenhæng mellem naboskabets sammenhold og hvor godt beboerne havde det efterfølgende. Forskeren bag studiet, Garett T. Sansom, formulerer det sådan:

“Communities that build strong social ties and mutual trust tend to recover much more quickly and smoothly following a catastrophe — but only if other resources and structural support are also present.”

Med andre ord: naboskab erstatter ikke udstyr og en plan. Men uden naboskab hjælper udstyret og planen mindre, end I tror.

Ikke kun for de svages skyld — I er selv første på stedet

Det er fristende at tænke på naboskab som noget, man gør for andre — for den ældre nabo, for familien, der lige er flyttet ind. Men forskningen peger på noget mere grundlæggende: i de første minutter og timer af en hændelse er det ikke myndighederne, der når frem først. Det er naboen.

Andreas Hagedorn Krogh, leder af forskningscentret SECURE på Roskilde Universitet, kalder borgere for “zero-responders” — dem, der løser de akutte opgaver, før nogen officiel hjælp overhovedet er på vej. Det så man under corona, hvor frivillige fulgte sårbare til vaccination, og efter skyderiet i Field’s, hvor civilsamfundet stod for den første psykosociale støtte. Et velfungerende naboskab er altså ikke kun en gave til de svageste i opgangen. Det er den hjælp, I selv når hurtigst — fordi den allerede bor der.

Danmark: fra egen kasse til fælles plan

Den samme pointe går igen i dansk forskning. Rapporten Samfundssikkerhed i Danmark fra Center for Militære Studier (Djøf Forlag, 2022) konkluderer:

“samfundssikkerheden og det robuste og sikre samfund er noget, der først og fremmest skabes nedefra, gennem ansvarsfølelse på individniveau, i kraft af gensidig tillid mellem borgere og myndigheder, i civilsamfundet.”

Og Sikkerhedsstyrelsens eget program for lokalt beredskab, SAMSIK, formulerer selve formålet med at samle naboerne på forhånd sådan: en god lokal plan betyder, at beboerne kan “tale sammen, støtte hinanden og måske endda holde modet oppe.” Det er ikke en sidebemærkning — det er hele pointen med at mødes, før krisen kommer, i stedet for at improvisere midt i den.

Hvad betyder det for jeres forening?

Konkret: en boligforening, der kun har udstyr i et depot, har løst den nemme halvdel af opgaven. Den svære — og den, forskningen peger på som den vigtigste — er at vide, hvem der bor i opgangen, hvem der har brug for et ekstra kig, og hvem der gør hvad, når det gælder. Det er derfor naboskab og roller fylder lige så meget som udstyr i en Sikro-plan: en makker, der tjekker op på dig; nogen, der ved, hvor depotet er; en aftale om, hvor I mødes, hvis mobilnettet er nede (se hvad I gør, når strømmen går).

Det er ikke noget, man improviserer, den dag det gælder. Det er noget, man aftaler, mens alt er roligt.

Sikro er et privat supplement til det offentlige beredskab — ikke en erstatning for 112 eller det kommunale redningsberedskab. Vi hjælper jer med at bygge naboskabet, før krisen tester det.

Kilder

• Klinenberg, Eric: Heat Wave: A Social Autopsy of Disaster in Chicago, University of Chicago Press, 2002.
• Aldrich, Daniel P.: Building Resilience: Social Capital in Post-Disaster Recovery, University of Chicago Press, 2012.
• Texas A&M University: Neighbors Matter: Community Cohesion Boosts Disaster Resilience, Texas A&M Study Finds, august 2025.
• Breitenbauch, Henrik og Alexander Høgsberg Tetzlaff: Samfundssikkerhed i Danmark, Center for Militære Studier / Djøf Forlag, CMS Rapport 2022:6.
• Altinget: Lektor i samfundssikkerhed: Civilsamfundet skal indgå i den nationale beredskabsplan, 2024.
• SAMSIK — Sikkerhedsstyrelsen: Lokalt beredskab for boligforeninger og fællesskaber.

Vil I have hjælp til at bygge naboskabet i jeres forening — ikke kun depotet? Book et gratis, uforpligtende møde →